Talrige undersøgelser har i årevis dokumenteret et faldende fagligt niveau i folkeskolen. Men på Christiansborg har det haltet med lydhørheden, lyder kritikken fra fagfolk.
I 2020 viste en international undersøgelse, at eleverne i landets 4. klasser var blevet dårligere til at regne. Det er de elever, som nu har nået udskolingen og er blevet målt i Pisa. Arkivfoto: Janus Engel
En historisk dårlig Pisa-måling har chokeret Christiansborg. Krisemøder er blevet hasteindkaldt, og torsdag har statsminister Mette Frederiksen (S) og den øvrige regeringstop indbudt til pressemøde.
Den nye Pisa-rapport er dog langtfra første gang, at der har været højrøstede advarsler om, at eleverne i folkeskolen bliver dårligere og dårligere til at læse, skrive og regne.












