Lyt til artiklen

Henter...

Forsinkede tog har kostet DSB dyrt i årets første seks måneder. I første halvår af 2026 har de danske statsbaner samlet udbetalt 60,4 millioner kroner i rejsetidsgaranti til kunder, der er blevet ramt af forsinkelser, viser tal, som DSB har sendt til Ritzau. Til sammenligning udbetalte DSB 27 millioner kroner i samme periode sidste år. Dermed er udbetalingerne mere end fordoblet på et år.

»Den danske jernbane er i de her år en stor byggeplads, og det er ikke nogen underdrivelse. Banedanmark har fået rigtig mange ressourcer til at lave almindelig vedligeholdelse, men også til at fremtidssikre jernbanen ved at elektrificere den og at implementere et nyt signalsystem«, siger informationschef Tony Bispeskov.

Beløbet for første halvår 2026 nærmer sig samtidig det, DSB udbetalte i hele 2025. Dengang lød de samlede udbetalinger på 64,7 millioner kroner, hvilket var rekord. Stigningen skyldes blandt andet, at flere kunder har søgt kompensation gennem DSB’s basisrejsetidsgaranti og pendlerrejsetidsgarantien.