Lyt til artiklen

Henter...

Der er gode nyheder for Vestas-aktionærerne i det halvårsregnskab, som den vestjyske vindmøllekoncern har sendt på gaden onsdag morgen. Selskabet overrasker i hvert fald positivt på flere punkter i forhold til forventninger, som analytikere, der følger Vestas tæt, havde på forhånd.

Af regnskabet fremgår det, at selskabet i andet kvartal mere end fordoblede sin driftsindtjening før særlige poster i forhold til samme periode sidste år. I månederne april, maj og juni opnåede Vestas et plus på driften på 446 millioner euro mod 206 millioner euro i 2025.

Det sker i kraft af, at det lykkedes at hæve omsætningen i kvartalet med 26 procent til 4,7 milliarder euro. Både driftsindtjeningen og omsætningen i kvartalet er over analytikernes forventning, og det samme er resultatet efter skat på 285 millioner euro. Samtidig har selskabet øget ordrebogen med nye bestillinger på 3,3 gigawatt, svarende til en fremgang på 67 procent.