Lyt til artiklen

Henter...

Joakim Mæhle er blevet mødt af voldsomme reaktioner efter Wolfsburgs nederlag til Paderborn, og det får nu folkevognsklubben til at reagere. Den danske landsholdsspiller fik en uheldig hovedrolle, da han blev udvist tidligt i den altafgørende playoffkamp. Wolfsburg tabte efterfølgende 1-2 og rykkede dermed ned i 2. Bundesliga.

»Skuffelsen og smerten efter vores nedrykning sidder dybt – hos vores fans, hos alle medarbejdere og selvfølgelig også inden for holdet«, skriver Wolfsburg tirsdag på det sociale medie X.

»Netop i sådanne øjeblikke hører kritik, vrede og diskussioner med til fodbolden. Men hvad Joakim Mæhle i øjeblikket oplever af personlige angreb, fornærmelser og endda trusler overskrider enhver grænse. Vores nedrykning er ikke en enkelt spillers ansvar. Den er resultatet af en skuffende sæson, hvor vi som klub over måneder hen ikke har været gode nok. For det bærer vi et fælles ansvar«, lyder det.