Debatindlæg afDrude Dahlerup
Professor emerita ved Stockholms Universitet og gæsteprofessor på RUC
Sverigedemokraterna taler højt om ministerposter og vil sikre sig en plads ved regeringsbordet. Nu venter den sværeste prøve: at få del i magten uden at miste vælgerne.
Gennem mine mange år som professor i statskundskab ved Stockholms Universitet fik jeg jævnligt opkald fra danske journalister, som – måske lidt håbefuldt – spurgte, om svensk politik ikke snart var ved at nærme sig dansk politik. Det gjaldt især indvandringspolitikken og holdningen til de højrepopulistiske partier: Dansk Folkeparti (DF) i Danmark og Sverigedemokraterna (SD) i Sverige.
Sverige – den politisk korrekte storebror med sin stærke vægt på menneskerettigheder, både nationalt og internationalt – har længe udfordret den danske selvforståelse.







