Opdateret søndag 10.10

En større brand i et affaldsoplag på havnen i Køge ventes først at være helt slukket i løbet af søndag formiddag.

Branden har kunnet lugtes langt væk ifølge Boye Rasmussen, som er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

»Branden kan efterhånden lugtes over det meste af Sjælland. Vi forventer, at det (lugten, red.) kommer helt til Roskilde også og går ind over Ballerup og Bagsværd«, sagde han søndag ved 05-tiden.

Lidt før klokken 07 søndag oplyste politiet, at røggenerne var stærkt aftagende, og at der nu var tale om efterslukning.