Islands planer om at blive medlem af EU blev oprindeligt droppet i 2013.

Få år tidligere havde den islandske regering indledt forhandlingerne, men en ny, EU-kritisk regering trådte efterfølgende til og lukkede ned for processen. Island skulle ikke forhandle om medlemskab af unionen.

Men lørdag skal de islandske vælgere stemme om, hvorvidt de vil prøve igen.

De seneste målinger viser, at befolkningen, der tæller knap 400.000 mennesker, er delt i to.

Da Gallup spurgte cirka 4500 islændinge mellem mandag og fredag i denne uge, lød det, at et snævert flertal modsatte sig. 51,6 procent var imod, og 48,4 procent var for.