Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har planer om at trække Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) præsident, Gianni Infantino, i retten.

Det skriver en lang række medier såsom The Telegraph, The Times og AP på baggrund af retsdokumenter, som er indleveret ved amerikanske domstole.

Årsagen er Gianni Infantinos mislykkede forsøg på at etablere det kommercielle selskab Fifa Forward Enterprise (FFE), der skulle sælge andele af Fifas turneringer til private investorer.

»Uefa og dets advokater overvejer en schweizisk straffesag mod Infantino og muligvis andre Fifa-embedsmænd for kriminel dårlig ledelse i henhold til artikel 158 i den schweiziske straffelov«, lyder det ifølge AP i et retsdokument på 56 sider.

I retsdokumentet fremgår angiveligt Uefas krav om, at alle dokumenter i sagen fremlægges.