Både busselskab og rejseselskab var optimistiske efter testtur med elbus til Berlin, men fast rutefart har lange udsigter.

På Vikingbus' elbusser findes to ladeudtag. I alt tager det halvanden time at lade op fra 0 til 100 procent. En af busserne klarede i februar turen fra København til Berlin uden problemer. Foto: Thomas Borberg

Der blev talt om »mange forespørgsler« og »stor efterspørgsel« på et produkt, man forventede at kunne sælge, da Vikingbus og Alfa Travel i februar sendte en elbus på langfart til Berlin.

Nu håbede man, at dieselhakkerne kunne vige pladsen for elbussen på de studieture, som gymnasier, handelsskoler, efterskoler, privatskoler og folkeskoler tager på. Den slags rejser, hvor de fleste gerne vil af sted på en mindre CO2-belastende måde.