Aftalen om en folketingspræst er landet med en løsning, der mest af alt ligner status quo. Ida Auken (S) er tilfreds. Men sagen er langtfra lukket, mener en af forslagets skarpeste kritikere.

Kirkeminister Ida Auken (S) siger selv, at hun »blev lidt for glad« ved udsigten til en præst tilknyttet Folketinget og har slettet jubelscenen på sin Instagram-profil. Foto: Jens Dresling

Sent onsdag eftermiddag mødtes medlemmer af Socialdemokratiet i København på partiets gruppeværelse på Christiansborg til et lukket møde om en af de seneste måneders mest sprængfarlige debatter: kristendommens rolle i politik.

Mødet blev holdt på initiativ af sagens hovedperson, kirkeminister Ida Auken (S), der tidligere på sommeren udløste en kanonade af kritik i partiets bagland med en Instagram-video, hvor hun jublede over udsigten til en fast tilknyttet folketingspræst.