Hella Joof vil gerne slå et slag for bogen og læselysten, men midt i den sociale satire bliver det også lidt af et slag i luften.

Mona (Andrea Heick Gadeberg) og moster Tut (Iben Hjejle) går tur med rollatoren i betonbyggeriet Nøjsomheden. Foto: Tine Harden

»Læsekrise truer demokratiet«, lyder overskriften i avisen dagen efter litteraturfestivalen på Louisiana, hvor jeg har set store flokke læseheste lytte til forfattere fra ind- og udland.

På byens bænke læser de unge bøger. Langsom læsning i en bog signalerer noget andet end de sociale mediers massemenneske med dets tik-tok videoer og doomscrolling.

Samtidig vokser antallet af unge, der slet ikke kommer i kontakt med den langsomme læsning, voldsomt.