Byrådsflertal godkender hovedparten af de dispensationer, der gør det muligt for firmaet Skanlux at opføre et omstridt hotelprojekt på strandbredden i den østfynske landsby Lundeborg.

En stor del af beboerne i Lundeborg kæmper mod firmaet Skanlux, der vil bygge kæmpe-hotelhuse på strandbredden. Arkivfoto: Kristoffer Juel Poulsen

»Jeg er skuffet, jeg er rystet, og jeg er træt«.

Marianne Søndertoft har svært ved at finde roen. Som en af talspersonerne for oprørsbevægelsen i den lille østfynske fiskerlandsby Lundeborg er analysen ikke til at tage fejl af: »Vi har lidt et stort nederlag«.