I lyset af lukningen af sukkerfabrikken i Nakskov tager klimaminister Samira Nawa (R) afstand til beslutningen om at etablere en gasledning til Lolland.

Gasrøret, der forsyner Nordic Sugars fabrikker med gas, er udtryk for en forældet tankegang, lyder det.

»At fabrikker lukker trods en massiv investering i et nyt gasrør, der blev indviet i 2024, vidner om, at vi skal tænke os rigtig godt om, før vi investerer i infrastruktur, som ikke hører fremtiden til«, siger hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Etableringen af gasrøret til Lolland-Falster blev besluttet af Dan Jørgensen i 2021, der var klima-, energi- og forsyningsminister i den daværende S-regering.

Allerede dengang blev projektet kritiseret for at være dyrt samfundsøkonomisk og for at understøtte, at sukkerfabrikkerne fastholdt deres gasforbrug i stedet for at omstille sig til eldrevne produktionsformer.