Lyt til artiklen

Henter...

Et droneangreb har ramt Sudans hovedstad, Khartoum, og to nordligt beliggende byer, siger en korrespondent fra nyhedsbureauet AFP og øjenvidner onsdag. Angrebet lader til at være koordineret og kommer efter måneder med ro i Khartoum.

Siden april 2023 har gruppen Rapid Support Forces (RSF) og Sudans hær udkæmpet en borgerkrig, og konflikten har kostet titusindvis af mennesker livet og fordrevet millioner. Khartoum er før blevet ramt af droneangreb, men de seneste måneder har været relativt rolige. Landets hær generobrede sidste år hovedstaden, hvilket førte til, at 2,3 millioner mennesker vendte tilbage.

Onsdag morgen omkring klokken 05.00 rapporterede en AFP-korrespondent om droneangreb på hovedstaden. Samtidig kunne lyden af missiler fra luftforsvar høres nord for Omdurman, som er den ene halvdel af tvillingebyen Khartoum-Omdurman. Lyden af luftforsvar kom fra den retning, hvor den sudanske hærs base Wadi Seidna ligger.