Lyt til artiklen

Henter...

Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, bliver efterhånden en mere og mere upopulær herre i nationale forbund verden over. Ali bin al-Hussein, der er præsident for Jordans fodboldforbund, anklager på X Infantino for afpresning og fortæller om flere problemer, som Jordan har haft med Fifa.

Ali bin al-Hussein skriver, at Fifa under VM gav udtryk for, at en støtteerklæring til Infantino »ville være en stor hjælp for forbundet«, efter at Fifa i flere måneder havde afvist at hjælpe med forskellige udfordringer.

»I måneder har Fifa nægtet at hjælpe os med flere problemer, indtil det under VM mundtligt blev meddelt mig, at hvis jeg støttede Infantino, ville man i høj grad hjælpe vores forbund«, skriver al-Hussein blandt andet.