Tusindvis af unge mænd blev i løbet af lørdagen gennet over grænsen til Marokko. Sultne og tørstige og uden strøm på mobilen opgav langt de fleste drømmen om en fremtid i Spanien. I denne omgang.
En mand kommer humpende med en fod, der muligvis er brækket. Soldaterne tilkalder en militærambulance. Han får bundet foden ind, så han kan humpe videre mod grænsen. Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen
Henter...
Det er morgen i Ceuta, og beboerne strømmer i biler til et af byens største supermarkeder. Dagen forinden var der lukket, fordi lokale forretningsindehavere frygtede, at indtrængende migranter skulle plyndre butikken. Men det er ikke alle, der får lov til at fylde indkøbsvognene med brød, frugt, juice og mælk. Camouflageklædte soldater med tunge støvler, hjelm og maskinpistoler har slået ring om Mercadona for at forhindre unge mandlige migranter i at komme ind.















