Suzanne Brøgger er født voksen, siger hun. Det var hun simpelt hen nødt til at være. For hendes mor var psykisk skrøbelig, så det var kun hendes gråd, der var plads til i hjemmet. Ikke til Suzannes. Hendes opgave var at gøre sin mor glad og holde hende i live. Det fortæller hun om i podcasten ’Voksne mennesker’.
Lyt til artiklen
Henter...
I toget på vej hjem fra skole talte Suzanne stationerne, som man tæller kronbladene på en marguerit og skiftevis tænker: »elsker mig« og »elsker mig ikke«. I håb om at det sidste kronblad er et »elsker mig«. Men det var ikke det, Suzanne tænkte, når hun talte stationerne. Hun tænkte: »mor lever« og »mor er død«. Og udfaldet gav ikke sig selv, for toget standsede ikke altid på de samme stationer.
Det tænkte jeg på, da jeg sad i min bil og kørte tværs over Sjælland for at interviewe forfatteren Suzanne Brøgger til serien ’Voksne mennesker’. Jeg skulle igen møde hende i den nedlagte skole i den lille landsby Knudstrup, hvor hun søgte tilflugt fra det vilde og flamboyante ungdomsliv, hun selv havde levet rundt om i verden og var blevet berømt for at skrive om i bøger som ’Fri os fra kærligheden’ og ’Creme fraiche’.
