Klassikeren ’Sonja på Bornholm’ fra 1969 er stadig fremragende fjernsyn, selv om det i den grad er verden af i går, skriver Henrik Palle i denne klumme.

Sonja fra Saxogade blev for et par generationer en ikonisk skikkelse på grund af sit gåpåmod og sin bramfrie facon. Rollen blev spillet af Sonja Sander. Foto: DR

Lyt til artiklen

Henter...

Danskere, som er vokset op i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, vil forstå at kende replikken »Jah, jah, jah«. For det er Sonja fra Saxogades evindelige svar, når hendes temmelig indolente mor, Norma, vil have hende til at gøre noget såsom at rende et ærinde til Mutter Fit og hente en pakke cigaretter, se efter sine små søskende eller lige rydde op på sofabordet i dagligstuen i den lille lejlighed på Vesterbro, som dengang var et forholdsvis ydmygt kvarter.