Lyt til artiklen
Henter...
For snart to år siden besatte en gruppe aktivister en af Københavns Universitets bygninger i Indre København. Blandt dem var den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, der sammen med fem andre blev anholdt i forbindelse med aktionen. De seks personer er nu tiltalt i en straffesag ved Københavns Byret, hvor de kræves idømt en bødestraf for husfredskrænkelse. Det fremgår af sagens anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Sagen skal for retten 24. og 25 .juni. Det er inden da uvist, hvorvidt Greta Thunberg dukker op, og hvordan hun forholder sig til tiltalen.
Aktionen ved Københavns Universitets bygning, der ligger i Nørregade ved Krystalgade i København, var arrangeret af den propalæstinensiske bevægelse Studerende mod Besættelsen. Bygningen, der kaldes museumsbygningen, huser blandt andet universitetets rektorkontor og administration. Her trængte de seks tiltalte ifølge anklagen mod dem ind 4. september 2024 klokken 07.40, hvor de tog ophold i et lokale. Bevægelsen krævede med aktionen, at Københavns Universitet skulle afbryde sit samarbejde med israelske universiteter.






