Lyt til artiklen
Henter...
Det norske fodboldlandshold fik natten til onsdag dansk tid en perfekt start på landsholdets første VM-slutrunde i 28 år. I gruppe I blev Irak besejret med 4-1 på Boston Stadium i USA.
Det var som ventet Norges største stjerne – Erling Braut Haaland – der sendte nordmændene på sejrskurs i midten af første halvleg, hvor Irak overraskede positivt og havde flere store chancer. Angriberen, der til daglig scorer masser af mål for Manchester City, fik sidste fod på bolden i et flot kontraangreb, hvor David Møller Wolfe sendte bolden i fødderne på Haaland fra venstrekanten.
Norge fortsatte med at trykke på i første halvleg, hvor Atlético Madrid-spilleren Alexander Sørloth var tæt på at gøre det til 2-0. I stedet blev det Irak, der kom på måltavlen efter 39 minutters spil. Amir Al-Ammari blev spillet fri, og fra baglinjen kunne han sende en perfekt aflevering ind i det norske felt. Her hoppede Aymen Hussein højest og sendte bolden i mål med et kraftfuldt hovedstød.











