Lyt til artiklen
Henter...
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) var for sent ude med at konstatere et udbrud af ebola i DR Congo, mener USA’s udenrigsminister, Marco Rubio.
Han blev tirsdag spurgt om, hvordan USA vil reagere på virusudbruddet, som foreløbig menes at have kostet over 130 mennesker livet. En amerikansk statsborger er også blevet smittet med den dødbringende sygdom. Det drejer sig om en læge, der var med til at behandle ebola-patienter i DR Congo. Lægen er nu ankommet til et hospital i Berlin i Tyskland til behandling.
»Det ledende ansvar vil selvfølgelig ligge hos CDC (USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse, red.) og WHO, som desværre var lidt sent ude med at identificere dette«, siger Rubio.












